Campingstafetten er på besøg hos Hals Strand Camping
Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte pladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tosset med camping som os.
Fem hurtige til værtsparret
Campingstafetten har endnu engang bevæget sig gennem landet, og er denne gang landet hos Anette og Poul på Hals Strand Camping. Her driver de den dejlige nordjyske campingplads, som ligger direkte ud til en børnevenlig strand, omgivet af smuk natur med masser af muligheder for vandre- og cykelture. På Hals Strand Camping har de to værter fokus på at skabe dejlige ferieoplevelser for både børn og voksne – og i 2021 har de nye spændende initiativer på programmet.
Vi har stillet de to værter 5 hurtige spørgsmål om deres drømme for 2021, om nye initiativer og om, hvad motiverer dem i deres arbejde som værter på en campingplads.
Hvad har I glædet jer mest til i forårs- og sommersæsonen 2021?
Forårets liv. Det grønne der spirer og springer ud alle steder. Børnenes latter der vender tilbage på legepladsen. Gæsternes glæde ved at starte op igen smitter af og der spreder sig, så megen hygge og nærvær overalt, hvor man kigger hen. Lyset, der vender tilbage og solen der nu har magt. Så er det man tænker, at man har verdens bedste job.
Er der nye faciliteter eller aktiviteter, som jeres gæster kan glæde sig særligt til hos jer i år?
I år har vi åbnet med splinter nye køkkenfaciliteter både indendørs og udendørs. Vi har også en ny aktivitet på programmet, da Weber Grill Academy on Tour kommer forbi campingpladsen. Her kan vores gæster tilmelde sig grillkurser, hvor de kan tilberede sommermenuen på grillen og få nogle nye idéer og inspiration til lækker grillmad, mens de er på ferie.
På hvilken måde kan I mærke den anderledes situation, som corona har bragt os alle i?
Grundet vores "Safe to Visit" strategi mht. Covid19, opstilles i år ekstraordinære toiletfaciliteter i højsæsonen. Der bliver opstillet 2 nye moderne toiletvogne, som ekstra kapacitet i hver sin ende af campingpladsen.
Hvad er det bedste ved af have en campingplads?
Når man lever af at servicere gæster på en campingplads, er der aldrig 2 dage der er ens. Det giver en spændende hverdag. Vi glæder os til at åbne op hver evigt eneste dag.
Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?
Camping er så mange ting. Vi ønsker at have givet vores gæster frihed ved havet, nærvær og hygge i pagt med naturen. Vi ønsker at gæsternes feriedrømme er blevet til ferieminder og at vi har indfriet deres forventninger, gerne med lidt ekstra oven i.
Den 19. april 2020