Campingstafetten er på besøg hos Skovly Camping
Hver uge sender vi Campingstafetten fra campingplads til campingplads – på kryds og tværs gennem landet. Her kan du få et indblik i hverdagslivet på en campingplads, møde ildsjælene bag de enkelte pladser og høre om de tanker, drømme og projekter, de forskellige værter på DK-CAMPs pladser pusler med for at kunne skabe dejlige ferieoplevelser for alle jer, der er lige så tosset med camping som os.
I denne uge er Campingstafetten rykket ud i skoven til den lille familiedrevne campingplads Skovly Camping ved Ringsted. Her bor Mette og Jens med deres dreng Per, og sammen er de holdet bag den hyggelige campingplads. I hverdagen er det Mette, der passer campingpladsen og her er der fokus på at skabe hyggelige og rolige rammer for pladsens gæster. I ly af skoven kan campingpladsens besøgende nyde både naturen og de mange attraktioner, der ligger lige i nærheden.
Vi har stillet Mette og Jens 5 hurtige spørgsmål om deres forventninger til sæsonen 2021, om deres drømme og om, hvad der driver dem i deres arbejde med at drive en campingplads.
Fem hurtige til værtsparret
Hvad har I glædet jer mest til i forårs- og sommersæsonen 2021?
At skrue op for alle gryderne igen - om vinteren kører det hele på vågeblus. Og til at møde gæsterne - vi er blevet ladet op i løbet af vinteren, og er bare klar til at byde vores gæster velkommen.
Om vinteren er der en del forberedelse, og vi er spændte på, hvordan gæsterne tager imod de nye tiltag. Og så glæder vi os generelt bare til at komme i gang igen, at høre børnene på legepladsen og i poolen, at alle GoCars drøner rundt på pladsen og den gode summen af gæster der hygger sig.
Er der nye faciliteter eller aktiviteter, som jeres gæster kan glæde sig særligt til hos jer i år?
Vi har etableret et grønt område ved vores sø. Tanken er at være tæt på naturen. Opleve dyrelivet, fiske fra bro, nyde madpakken eller lave bål.
Vi har lavet et samarbejde med Cafe Heiss ang. dagens ret, så vi har mere at tilbyde vores gæster.
På hvilken måde kan I mærke den anderledes situation, som corona har bragt os alle i?
Normalvis har vi mange udenlandske gæster i foråret, som er på vej til Norden og mange i sommerferien, men der er meget stille fra denne front.
Vi kan mærke, at gæsterne er blevet endnu mere glade for camping og nyder det meget mere.
Hvad er det bedste ved af have en campingplads?
Det er at være med til at skabe rammerne for en god ferie/gæsternes fritid. Vores egen frihed med en hjemmearbejdsplads. Kombinationen af ude- og indearbejde og de forskellige fagområder. At være kreativ mht. vedligeholdelse /udsmykning af pladsen og at kunne følge og udføre udviklingen af camping.
Hvad vil I gerne have, at jeres gæster mindes efter en ferie hos jer?
Roen på pladsen uanset sæson, naturen omkring os og det gode værtskab.
Den 26. april 2021