Hold ferie med omtanke for miljøet
Vi har samlet en række råd og tips til, hvordan du kan tage på campingferie i Danmark med respekt og omtanke for naturens ressourcer, biodiversiteten og nærmiljøet.
Når hverdagen kører på rutinen, kan det være nemt at fastholde de gode vaner. Men hvordan bevarer I jeres gode, grønne værdier og vaner, når ferien banker på døren, lysten til eventyr og kvalitetstid melder sig og hele familien drager afsted mod nye rammer?
På denne side finder du svaret. Campingferie i Danmark gør det nemlig let at holde fast i det, der giver mening for jer i hverdagen – samtidig med, at følelsen af ferie kan få lov til at indfinde sig.
Der er mange gode grunde til at vælge Danmark som feriemål. I slipper for timelange køer på de travle, tyske motorveje og undgår flyrejser, der slider på både tålmodigheden og planeten. Samtidig byder de danske campingpladser på masser af muligheder for at tage hensyn, tænke sig om og gøre noget godt – både for dig selv, din familie og omgivelserne.
Vi har samlet 10 tips til, hvordan du kan tage på campingferie i Danmark med god samvittighed.
Hold ferie med omtanke for miljøet
10 tips til en campingferie med omtanke for miljøet
1. Transport
Danmark er fuld af smukke egne, store kontraster og uendelige muligheder både for at opleve natur, kultur og byliv. Alene ved at spare de mange kilometer gennem Europa i bil eller med fly til fjerne destinationer, er du allerede godt på vej til en ferie, hvor kortere transport = mindre CO2-udledning.
Når først du er fremme ved campingpladsen, kan du spare miljøet yderligere for CO2 ved at opleve nærområdet til fods, på cykel eller i kano. Lad transporten til næste destination eller seværdighed være en oplevelse i sig selv. Giv dig selv og din familie tid til også at nyde den frihed, der ligger i at mærke fartvinden og holde små pauser undervejs ved smukke udsigter og små vejboder.
2. Sortér dit affald efter pladsens anvisninger
Brug et par minutter på at sætte dig og evt. medrejsende børn ind i, hvordan der sorteres affald på den campingplads, du befinder dig på: Affaldssortering varierer fra plads til plads, bl.a. afhængig af kommunens bestemmelser. Når vi sorterer vores affald korrekt på ferien, er vi med til at reducere mængden af affald, der sendes til forbrænding og bidrager til at campingpladsen lettere kan sikre genanvendelse af glas, papir, metal og plast.
3. Lej eller lån
Du behøver hverken at eje en campingvogn eller et telt for at tage på camping. Så inden du går ud og investerer i det store udstyr, kan du med fordel undersøge de mange muligheder, der er for både at leje campinghytter, ferieboliger, telte m.m. på de forskellige campingpladser. Derudover kan du altid bruge dit netværk til at låne liggeunderlag, og hvad du ellers har lyst til at tage med på din campingferie. Som regel behøver du selv at eje langt mindre udstyr end, du forestiller dig.
4. Gå på opdagelse i lokalområdet og støt op om lokale råvarer
Mange steder rundt om i Danmark er der små lokale virksomheder, landbrug m.m., som har et stort og lækkert udvalg af lokale, årstidsbestemte og ofte også økologiske råvarer. Gør det til en del af oplevelsen at finde frem til de lokale specialiteter, og brug dem i jeres madlavning. Nyopgravede kartofler eller pluk-selv jordbær slår de importerede både på smag og CO2-aftryk.
5. Spar på strømmen
Det giver sig selv, at camping i telt ikke kræver det store strømforbrug. Men selv i en hytte eller i campingvogn kan du let skære ned på strømforbruget: Brug for eksempel levende lys eller solcelledrevne lamper og lygter. Og pak brætspil og kort til underholdning. De fleste campingpladser har monteret LED-belysning og lyssensorer af samme årsag.
6. Korte bade
Spar på vandet, når du går i bad. Mange campingpladser ligger ned til vandet, så hvis du er en af de friske, så tager du en kølig morgendukkert i havet. Og ellers giver det sig selv, at man ved brug af fælles bad ikke optager baderummet i timevis. Mange campingpladser har investereret i vandbesparende brusere, og nogle campingpladser genanvender desuden brusevandet til toiletskyl.
7. Medbring egne vandflasker – i stedet for at købe
Når du er på farten, er det en god vane at have en vandflaske med til at slukke tørsten. Tag genanvendelige vandflasker og en dunk med hjemmefra, så du ikke skal købe en flaske, hver gang tørsten melder sig, eller du trænger til at skylle hænderne. På den måde bidrager du til at spare på plasten og på mængden af affald.
8. Pak småt og spar på vasketøjet
Det er altid fristende at pakke lidt for meget. For tænk nu, hvis du spilder på først det ene, så det andet og så det tredje par bukser – så er det godt at have to par bukser med i reserve. Men ærlig talt – så tit spilder du jo heller ikke! Pak lidt men godt og undgå bjerge af vasketøj, når du kommer hjem. Du kan med fordel pakke en lille bøtte vaskemiddel med og hænge vasketøjet til tørre uden for hytten, teltet eller vognen.
9. Nyd naturen på alle tænkelige måder
Gå på opdagelse. Se solen stå op. Kast jer ud i bølgen blå. Oplev, hvordan naturens egne vidundere kan være en lige så stor oplevelse som mange af dem, vi betaler for. Og hvis du er en af dem, der har en trang til at købe en souvenir, hver gang, du oplever noget – så tænk, at smukke sten og andre skatte fra skov og strand også kan bringe gode ferieminder med hjem.
Naturstyrelsen har samlet 100 familievenlige vandreruter.
10. Spis naturen
Gå på opdagelse i naturen efter spiselige planter (husk at tjekke grundigt, at de ikke er giftige. Du kan bl.a. læse om giftige planter på Naturstyrelsens hjemmeside). Tænd op i et bål og nyd, hvordan det giver ro og en god fornemmelse at give sig tid til at følge processen fra jord til bord.
Naturen er et kæmpe spisekammer, som du med god samvittighed kan gå ombord i.
Oplev Danmark langsomt
Cykelferie i Danmark
Danmark er et fantastisk cykelland. Find inspiration til at opleve Danmark på to hjul, eller til at kombine din campingferie med udflugter på cykel.
Vandreferie i Danmark
Få inspiration til vandreferier og vandreture i Danmark, f.eks. i kombination med camping. Camping og vandring går hånd i hånd hos DK-CAMP.