Frugt: Vilde æbler
Den danske natur er fuld af vilde frugttræer, og i slutningen af september og i oktober kan du være heldig at finde både vilde pærer, blommer og æbler.
Men særligt æbler er en sikker vinder på denne tid af året, hvis du går tur langs vilde hegn, langs skovområder eller langs cykelstier i byer, fortæller Mikkel-Lau fra VILD MAD.
”Det særlige ved vilde æbler er, at de har fået lov til at krydse sig frit med hinanden og at smagsvarianterne derfor er uendelige. Fra det bitre til det syrlige og til det søde honningmelon-agtige.”
Projektlederen fra VILD MAD opfordrer til, at du tænker på de vilde æbler som en ingrediens i stedet for som en frugt, så du ikke kasserer et æble, fordi det er for surt eller bittert, men i stedet prøver sig frem og bruger dem i salater, i chutney m.m.
”Og finder du et af de søde æbler, er det oplagt at tænde op i bålet, finde sukker og kanel frem og riste æblerne over bålet”, tilføjer han.
Gode råd og god opførsel
Hvis du har fået lyst til at bruge naturen til at sanke årstidens råvarer i, er her nogle gode råd, du skal være opmærksom på, inden du tager afsted. For hvordan er reglerne, og hvad skal du være opmærksom på, når du pakker rygsækken og tager ud i den danske natur for at sanke:
Hvor må du samle?
Som hovedregel må du indsamle overalt i skoven i offentligt ejede skove.
I private skove må du kun tage det med, du kan nå fra vej og sti.
Hvad må du samle?
Bær, svampe, nødder og frugt må i begrænset omfang samles til privat brug overalt i statens skove og naturområder. I gamle dage sagde man, at man måtte indsamle den mængde, der kan være i en hat. I dag skriver Miljø- og fødevarestyrelsen, at du som tommelfingerregel må samle den mængde, der kan være i en bærepose.
Kilde: Miljø og fødevareministeriet
Pas på naturen
Når du sanker i naturen, skal du altid passe godt på naturen. Undgå at ødelægge planter og bevoksning og riv aldrig planter op med rod. Tag hensyn til dyrelivet og tag altid kun det, du har brug for.
Tænk samtidig på, at der også kommer andre efter dig, som kan have glæde af at sanke i naturen – så efterlad lidt til dem også.
Pas på dig selv
Inden du går i gang, er det altid en god idé at planlægge, hvad du kan finde og hvor, du bedst kan finde det. Du skal altid være opmærksom på, at der findes giftige planter, svampe osv. i den danske natur, og at du derfor altid skal tjekke med en reference, at det, du finder, er spiseligt, og at det ikke kan forveksles med giftige planter, bær og svampe. Brug derfor altid tid på at undersøge det, du finder. Hvis du bliver i tvivl, så lad være med at spise det.
Få mere viden og god inspiration
På hjemmesiden og appen VILD MAD kan du finde en masse tips til, hvad du kan finde af urter, bær, frugt m.m. i de forskellige typer af landskaber i Danmark – på de forskellige årstider. Samtidig kan du finde inspiration til lækker mad med dine fund samt gode råd i forhold til, hvad du skal være opmærksom på, når du samler i naturen.