Pakkeliste til campingturen
Find gode råd til pakkelisten fra de garvede campister til dig, der er ny på camping.
Der er stor forskel på, om I tager på camping i telt, har lejet en hytte eller er gået all in og har købt en campingvogn eller autocamper. Vi har spurgt nogle garvede campister til råds i forhold til, hvad de nødig vil undvære, når de tager på camping (uanset form).
Vi har samlet de gode råd i en liste til dig, der er ny på camping. Dog lyder erfaringen også – begræns dig – du får altid slæbt for meget med. Mens et andet godt råd lyder:
"Vær ikke bange for at spørge naboen – både i forhold til at låne, men også hvis du har spørgsmål til, hvordan tingene fungerer på campingpladsen. En af sidegevinsterne herved er også, at du kan risikere at få en ny ven eller et godt bekendtskab til ferien."
Pakkeliste
- Opvaskemiddel, karklud, viskestykke, opvaskebørste
- Klemmer, tørresnor
- Fryseposer, madpapir og poseklemmer (til turmadpakken)
- Dagrygsæk (til de små byture eller madpakketur i skoven)
- Lille termoflaske
- Uldtæppe, hyggelys
- Lommelygte
- Parasol til at skabe skygge
- En god klapstol
- Service og vådservietter
- Saks, proptrækker og dåseåbner
- Gummihammer til pløkker og en pløkoptrækker
- Kolde øl og vand